Artikel fra Børsen, 16. Juni 2021

Artikel fra Børsen, 16. Juni 2021

Udlejning af projektboliger redder regnskab efter Corona-mareridt


Housing Denmark har specialiseret sig i udleje boliger til udenlandske medarbejdere i Danmark, og her gav pandemien en voldsom udfordring i 2020. Nu er kunderne på vej tilbage.

Coronapandemien gav i 2020 Housing Denmark noget af en mavepuster, men vækst i udlejning af projektboliger betød, at de kom gennem året uden underskud, og stort set uden at trække på offentlige støttepakker.

 

Housing Denmark har siden 2004 arbejdet i en niche, hvor de har udlejet navnlig dyrere boliger for danskere, der er blevet udstationeret i en kortere eller længere årrække. De har så fundet medarbejdere – expats - der omvendt skulle udstationeres i Danmark, og på den måde formidlet en lejeaftale.”Inden corona ramte var omkring 75 pct. af de lejeaftaler vi formidlede netop til udenlandske medarbejdere, som i en periode på typisk to-tre år skulle bruge en bolig i Danmark. Det forretningsområde har vi arbejdet med i nu 17 år, og vi har specialiseret os i at yde en meget høj service og har kunnet fremvise særdeles korte liggetider. Men den trafik gik voldsomt ned, da corona ramte, og det betyder at det forretningsområde er faldet fra at udgøre 75 pct. til nu 50 pct. af de aftaler, vi laver,” siger direktør og ejer Steen Lundsfryd.

 

Reddet af ny aktivitet

Parallelt med den oprindelige forretningsidé kom der for fire år siden en ny aktivitet ind, som reelt har reddet virksomheden fra røde tal i 2020. Dengang var situationen, at der var bygget en del spekulativt byggeri i bl.a. havneområder, og hvor der ikke var de forventede købere. ”Der opstod en mulighed, da projektboligerne for nogle år siden i stigende grad blev konverteret til lejeboliger. Markedet var ikke gearet til at tilbyde hverken internationale kundegruppe eller danske lejere et tilfredsstillende serviceniveau ved fremvisningerne, ligesom der heller ikke var det nødvendige fokus på at sikre, at lejer og bolig var det rigtige match, siger Peter Buch, projektudlejningsdirektør hos Housing Denmark. Samlet har Housing Denmark i løbet af de seneste to år har fået i alt 29 projekter ind. Det omfatter bl.a. 160 enheder i Skovbrynet i Lyngby, 163 enheder i Ørestad Have, 234 enheder i Savannehuset og 22 enheder i det prisbelønnede Upcycle Studios. ”Jeg tror, at en af grundene til, at vi har kunnet få en plads på dette område er, at vi er meget fleksible og meget hurtige,” siger Steen Lundsfryd: “Det betyder, at vi f.eks. kan have en situation, hvor vi skal fremvise tre-fire mulige boliger til en medarbejder, der kommer til Danmark. Vi har så samlet medarbejderen op i lufthavnen eller f.eks. på Esplanaden og taget vedkommende med rundt til de mulige boliger og lavet en en-til-en fremvisning. Det betyder, at vi er lykkedes med at få liggetiden ekstremt langt ned, så den i gennemsnit er på 41 dage, og det er et fald på 20 pct., mens vi har haft opgaven,”.

 

Fremvisning via nettet

I den periode, hvor der ikke har været mulighed for fysisk fremvisning har virksomheden haft gavn af et system, der i forvejen var udviklet til fremvisning. ”Netop fordi vi har mange kunder i udlandet, hvor det handler om, at de kan se de mulige boliger på forhånd, så har vi flere år før corona udviklet en såkaldt 720 grader fremvisning. Det betyder at man både kan se hele vejen rundt – de 360 grader, men også oppefra, og det har givet mulighed for at de kommende lejere har kunnet få så præcist et indtryk, at der faktisk er lavet en række lejeaftaler alene efter denne fjernfremvisning,” siger Steen Lundsfryd. Samtidig kan der nu mærkes tegn på en fremgang efter corona. ”Vi kan mærke stigende interesse nu, men det har været en noget hårdere periode her i 2021 ned vi ventede ved årsskiftet. Nu ser vi fremgang igen, og jeg forventer at vi i 2022 kommer til at se en normalisering,” siger Steen Lundsfryd.

 

Børsen, den 16. Juni. Af Ejlif Thomasen